Demodicose
Hårsækmider, Demodex canis, er naturligt forekommende
hos alle hunde. Hvalpene smittes fra moderen i løbet af de første
2-3 levedøgn, hvorefter den lille cigarformede mide etablerer sig i
hundens hårsække og lever af bl.a. hudceller og talg.
Demodicose er en sygdom, der opstår hos hunde som følge af en
overvækst af hårsækmider, hvilket medfører en betændelsestilstand i
hudens hårsække. Der findes flere former for demodicose, og
sygdommen kan ses hos både unge og ældre.
Hos de unge hunde ses sygdommen oftest når hunden er mellem 3 og
18 måneder gammel, og hos de ældre hunde er det typisk midaldrende
hunde, der i forbindelse med anden sygdom har et nedsat
immunforsvar (fx sfa. cancer, stofskiftelidelser eller
sukkersyge).
En række racer er disponerede for sygdommen bl.a. mosp, fransk
bulldog, engelsk bulldog, skotsk terrier, border terrier,
dansk/svensk gårdhund, shar pei, west highland white terrier,
boxer, rottweiler og amerikansk staffordshire terrier.
Symptomer
Symptomerne på demodicose er hårtab (kan ses som
små bare pletter eller som store områder med udtynding af pels),
rød og fortykket hud, skæl, sår, mørkfarvning af huden og evt.
kløe.
Sygdommen kan opdeles i en generaliseret og en lokal form.
Ved den lokale form ses hudforandringerne på 1-3 afgrænsede
områder eller på kun én pote.
Ved den generaliserede form er mere end 3-4 områder eller mere
end 1 pote angrebet. Den generaliserede form kan være meget
alvorlig med meget store sammenhængende områder af huden
angrebet.
Karla til venstre på billedet er en mops med generaliseret
demodicose læs hendes historie
Diagnose
Dyrlægen stiller diagnosen ved at lave et dybt hudskrab. Dette
gøres ved at pelsen klippes, der påføres en lille smule olie til
huden, der herefter nives mellem 2 fingre for at presse miderne ud
af hårsækkene. Herefter skrabes det øverste hudlag af med en
skalpel og den afskrabede hud undersøges under mikroskop.
Dyrlægen vil tælle hvor mange mider, der er til stede og
herefter planlægge den fremtidige behandling.
Behandling
Behandlingen afhænger af om der er tale om den lokale eller den
generaliserede form for demodicose.
Ved den lokale form, der i en del tilfælde er selvbegrænsende,
vil man ofte vælge behandling med dybderensende shampoo, evt.
antibiotika og hyppig kontrol for at se hvordan sygdommen udvikler
sig. Nogle af de lokale tilfælde af sygdommen vil desværre udvikle
sig til den generaliserede form.
Stiller dyrlægen diagnosen generaliseret demodicose startes der
op på en mere langvarig og omfattende behandling. Denne vil oftest
indebære vask i dybderensende shampoo efterfulgt af balsam,
antibiotika og daglig behandling med et antiparasitært
lægemiddel.
Hunden skal til kontrol hver 4. uge hvor der foretages nye
hudskrab og antallet af hårsækmider tælles. Behandlingen fortsættes
indtil dyrlægen har skrabet 2 gange med 4 ugers interval uden at
finde nogen mider. Det kan ydermere være en god idé at kombinere
behandlingen med et kosttilskud af fedtsyrer.
Behandlingen kan være meget langvarig - af og til over 6
mdr.
Fremtiden
Generaliseret demodicose er en alvorlig sygdom og kan ubehandlet
være livstruende. Selv med den rette behandling er der desværre
hunde der aldrig bliver fuldstændig helbredt.
Sygdommen er arvelig, og vi anbefaler at man ikke avler på hunde
der har haft den generaliserede form for demodicose. Da der
samtidig er risiko for recidiv af sygdommen i forbindelse med
løbetid anbefaler vi sterilisation af tævehunde.
Recidiv kan også ses ved langvarig sygdom og tidligere angrebne
hunde bør aldrig sættes i længerevarende behandling med lægemidler,
der hæmmer immunforsvaret som for eksempel binyrebarkhormon.