I takt med at vores dyr ligesom vi mennesker bliver ældre og
vores muligheder for at stille diagnoser bliver bedre, kommer der
også nye behandlingsformer på banen.
Ved nogle kræftformer kan kemoterapi være en del af
behandlingen.
Når hunde og katte behandles med kemoterapi bruges væsentlig
lavere doser end ved behandling af mennesker. Dette er for, at
mindske risikoen og graden af bivirkninger. De lavere doser gør dog
også, at vi ikke kan forvente at helbrede patienten, men til
gengæld give en god lang periode hvor cancersygdommen er i
remission, dvs. hvor kræften ikke kan ses eller mærkes.
Det vigtigste er dog altid, at hunden har mulighed for at
opretholde en god livskvalitet og nyde de fornøjelser, der giver et
godt hundeliv.
Kemoterapi til hunde og katte vækker mange
tanker:
- Bliver de dårlige og kaster op?
- Taber de pelsen?
- Hvordan foregår det?
- Er det meget dyrt?
Læs svarene herunder, men læs også historien om Oskar der har været i behandling for
lymfekræft eller om hvordan vi stiller diagnosen kræft.
Bivirkninger
Som nævnt ovenfor, benyttes lavere dosis ved kemoterapi af hunde
og katte, men til trods herfor, kan der opstå bivirkninger, der dog
oftest er milde. Det anslås at omkring 20-25 % oplever bivirkninger
men langt de fleste er kortvarige og kræver ingen eller minimal
behandling.
De hyppigste bivirkninger kommer fra mavetarmkanalen i form af
en enkelt episode med opkastning og/eller diarre desuden kan ses
nedsat eller manglende appetit.
Af og til kan ses påvirkning af knoglemarvens evne til at danne
nye celler til blodet. Det kan være en alvorlig bivirkning, idet
nedsat funktion af knoglemarven giver øget infektionsrisiko. Derfor
kontrollerer vi altid hvordan knoglemarven har det inden den næste
behandling sættes i værk.
De mere sjældne bivirkninger kan være hårtab, blod i urinen
eller skader på hjertets muskulatur. Hunde mister sjælden deres
pels helt, men enkelte kan opleve at pelsen ikke vokser ud efter,
at være klippet, at hunden bliver mere tyndpelset, eller tab af
dækhår og/eller knurhår.
Hvis der opstår bivirkninger, kan vi ofte afhjælpe dem med enten
at give understøttende behandling eller ændre i kemoterapien.
Hvis bivirkningerne vurderes at være uacceptable stoppes
behandlingen.
Behandlingsforløb
Behandlingsforløbet afhænger hvilken form for kræft der skal
behandles og behandlingsprotokollen.
De fleste protokoller kræver mellem 3 og 12 behandlinger, foruden
en række kontrolbesøg. Ved kontrolbesøgene vil der ofte blive
udtaget blod- og/eller urinprøver og muligvis andre
undersøgelser.
Selve kemoterapien foregår ambulant og gives enten som piller, i
et drop ind i en blodåre eller som indsprøjtning i musklen.
Pris
Prisen for kemoterapi afhænger både af patientens størrelse, og
hvilken medicin og protokol der skal bruges.
For de korte protokoller vil prisen typisk være 8-10.000 kr., mens
de langvarige behandlinger kan løbe op i 30-35.000 kr.
Nogle sygekasser dækker behandlingen helt eller delvist.