Årsager
Kennelhoste er betegnelsen for en smitsom luftvejsinfektion hos
hunde. Infektionen er en blandingsinfektion, der udløses af flere
vira og bakterier. Disse vira kan forekomme i flere kombinationer,
og derfor kan både symptomer og graden af smitsomhed variere fra
udbrud til udbrud.
Symptomer
De klassiske symptomer er hoste. Mange beskriver det enten som
kighostelignende, eller som om at, hunden har fået noget galt i
halsen. Hosteanfaldene udløses oftest i forbindelse med aktivitet
og ender gerne med, at der bliver hostet hvidt slim op. Andre gange
kan symptomerne være i form af nysen og næseflåd.
Sygdommens forløb
Fra hunden bliver udsat for smitte, til den selv udviser
symptomer, går der gerne 5-10 dage. Symptomerne starter oftest
pludseligt og kan være ganske voldsomme. I langt de fleste tilfælde
vil symptomerne være værst de første 5-6 dage, men der vil være
symptomer i op til 14 dage. Det kan af og til ses at hunden får let
feber, men oftest er de ganske upåvirkede, ud over, at det kan være
lidt trættende at hoste meget. I mere sjældne tilfælde kan ses, at
der udvikles komplikationer i form af bronchitis eller
lungebetændelse.
Behandling
Selve virusinfektionen kan vi ikke behandle, det skal hundens
eget immunforsvar klare. Men oftest bliver der behandlet med
antibiotika for at fjerne den bakterielle del og forebygge
komplikationer. Desuden bruges hostestillende medicin når det
skønnes nødvendigt.
Smitteveje
Kennelhoste er meget smitsomt. Det smitter gennem aerosoler, det
vil sige vanddråber fra hosteanfald og nysen, der indeholder
smitstoffer. Disse dråber kan bevæge sig ganske langt gennem
luften, og det er derfor ikke nødvendigt at hundene står næse til
næse for at de kan overføre smitte. Til gengæld overlever
smitstofferne ikke længe uden for hunden. Smittespredning
forekommer hvor mange hunde mødes: udstillinger, hundepensioner og
træningspladser kan virkelig sørge for effektiv spredning af
kennelhoste. Mennesker kan overføre smitten, hvis man har haft
kontakt med en hostende hund inden for nogle timer.
Forebyggelse &
vaccination
Man kan vaccinere mod dele af kennelhosten. I flere af de hidtil
tilgængelige vacciner indgår parainfluenza virus. Desværre har
effekten ikke været optimal, således at man har oplevet at hundene
i reglen udviklede kennelhoste trods vaccination. Som noget nyt er
der nu lanceret en ny vaccine mod kennelhoste, der har flere
fordele frem for hvad der hidtil har været på markedet.
Fordelene ved den ny vaccine er følgende:
- Vaccinen beskytter både mod viruset Parainfluenza og bakterien
Bordetella.
- Vaccinen stimulerer immunforsvaret mere effektivt, idet den
gives ind i næsehulen.
- Beskyttelsen mod Bordetella opnås allerede efter ganske få
dage, mens beskyttelsen mod parainfluenza typisk er tre uger
undervejs.
- Effekten varer op til et år.
For at opnå bedst mulig beskyttelse, skal vaccinationen
foretages mindst tre uger før pensionsopholdets start. Man skal dog
være opmærksom på, at vaccinen markant mindsker risikoen for sygdom
og smittespredning, men udelukker det ikke helt! Som ulempe kan ses
forbigående irritation i næsehulen i dagene efter
vaccinationen.
Har I yderligere spørgsmål angående kennelhoste, så kontakt
Jeres dyrlæge.