For de fleste hunde er turen til dyrlægen en grænseoverskridende
oplevelse.
Vi kan sammen gøre hundens oplevelse af besøget på
dyrehospitalet mindre ubehagelig eller måske ligefrem behagelig ved
at tage visse hensyn undervejs.
Alle hensyn er med henblik på at gøre hunden mindst mulig
stresset under forløbet, så hunden er afslappet, når den skal
undersøges eller behandles af dyrlægen.
Gode råd
· Undlad at skælde hunden
ud, hvis den larmer eller ikke sidder stille.
· Husk at få tisset af inden
I tager af sted.
· Tilbyd hunden noget at
spise (hvis den ikke skal bedøves). Mad i maven har en
stressnedsættende effekt på hunde, såvel som mennesker.
· Er hunden meget opkørt, så
vent udenfor på græsset eller bed om at vente et andet sted. Vi har
nogle gange et ledigt konsultationsrum, der kan benyttes.
· Når tiden bestilles kan du
evt. spørge efter et tidspunkt på dagen, hvor der ofte er lidt mere
stille i venteværelset.
· Hold god afstand til de
andre hunde og katte i venteværelset.
Spørg endelig i skranken, hvis der er noget, vi kan
hjælpe med..