Vores vaccinationsanbefalinger er rettet mod de værste af virussygdommene:

• Hundesyge
• Smitsom leverbetændelse
• Parvovirus

Der udover kan der være individuelle behov for følgende:

• Rabiesvaccination foretages kun, hvis hunden skal på rejse i udlandet. Reglerne for rejse uden for landets grænser kan ses på fødevarestyrelsens hjemmeside.
• Kennelhoste vaccination tilråder vi ved pensionsophold, specielt i de perioder, hvor kennelhosten florerer.
• Leptospirose vaccination indgår ikke i vort standard vaccinationsprogram, men kan være relevant for hunde der risikerer kontakt med rotter eller deres tilholdssteder.

Hvalpevaccination

Vi vil helst kun vaccinere hvalpen 2 gange, og vil gerne afslutte hvalpevaccinationerne så tæt på 4 måneders alderen som muligt.
Derfor vaccinerer vi første gang i 10-11 ugers alderen, så hvalpen hurtigt kan deltage i hvalpemotivationskurser og andet socialt vel at mærke med andre hunde med kendt vaccinations status.

Vaccination af voksne hunde

Unghunden vaccineres et år efter sidste hvalpevaccination. Derefter vaccineres en gang hvert andet år.

Hvad er det for nogle sygdomme vi vaccinerer imod?

HUNDESYGE

Den vigtigste og mest modbydelige af vore smitsomme virussygdomme!

Hundesyge forårsager som start en voldsom infektion i kroppens slimhinder resulterende i voldsom feber, pusflåd fra øjne og næse, lungebetændelse og mavetarmbetændelse. Hundene har høj feber og er meget sløje.
Mange af hundene dør i det akutte forløb. Af dem der overlever, vil mange få et tilbagefald efter 3 uger. De kan tilsyneladende være kommet sig, men pludselig opstår der karakteristiske hundesygekramper. Ses disse er der kun et at gøre, nemlig at skåne hunden for yderligere lidelser og aflive den.

Derudover ses andre kroniske følgesygdomme efter hundesygen (hard pad disease).
75 % af de angrebne hunde dør af sygdommen og dens følgevirkninger, og et stort antal af resten plages af kroniske følgesygdomme resten af deres tilværelse.

Der går heldigvis år mellem, at vi ser hundesyge, men når det sker, er det en påmindelse om, at det ikke er uden grund, den betragtes som den værste af virussygdommene..

At hundesyge er en sjældent stillet diagnose skyldes først og fremmest snart 60 års forbyggende arbejde med vaccination af hundene mod sygdommen.

Samme virus, som er skyld i hundesyge, ser vi også hos mink (hvalpesyge) og hos sæler (sælpest) og  i en variant, der er stort set identisk med  hundesygevirus ,  som årsag til mæslinger hos mennesker. Vi må derfor konstatere, at virus er "lige omkring hjørnet", så det er aldeles sikkert, at opgiver vi det forebyggende arbejde mod sygdommen, kan vi begynde at tælle dagene til den første epidemi.

Hundesyge smitter gennem sekreter i form udflåd fra næse og øjne, afføring og urin. Virus er ikke særligt holdbart i omgivelserne, hvorfor et rum, hvori der har været en hundesygepatient, ikke skal stå tomt ret længe før smitten er væk (dage).

SMITSOM LEVERBETÆNDELSE

Også kaldet HCC eller adenovirus type 1 er en oftest dødeligt forløbende leverinfektion. De akutte symptomer viser sig som opkast og blodig diarre, symptomer der hos de fleste HCC patienter medfører døden i løbet af 1-2 døgn. Den ses endnu sjældnere end hundesyge, men igen, det er en alvorlig sygdom, som hvis den kommer og vores hundebestand ikke er beskyttet igennem vaccination, vil have dødelig udgang for de fleste angrebne.

Virus udskilles først og fremmest gennem urin og afføring og er meget levedygtigt i omgivelserne. Patienter der overlever et virusangreb udskiller virus meget længe med urinen.

PARVOVIRUS

Den tredje af de sygdomme der indgår i vores standard vaccinationsprogram. Det er den mildeste af de tre sygdomme, som kan sammenlignes med en voldsom "influenza" sygdom. Symptomerne viser sig som særdeles voldsomme opkastninger og voldsom diarre, der specielt når den ses hos hvalpe, medfører en særdeles kraftig indtørring (dehydrering) af patienten med risiko for dødelig udgang.

Det er en ny sygdom der første gang blev beskrevet hos hund i slutningen af 1970' erne : Den opstod stort set over hele kloden på en gang, hvilket gav anledning til megen diskussion om årsagen.
Parvovirus hos hund er identisk med det virus, der forårsager kattesyge hos kat og parvovirus infektion hos grise.

Efter sygdommens start, hvor alt og alle blev angrebet og rigtig mange døde, kom der en lang periode, hvor sygdommen koncentreredes i bestemte inficerede kenneler, hvor stort set alle hvalpe døde i 7-8 ugers alderen. Derudover i mange pensioner og andre geografiske lokaliteter.

Efterhånden har vi fået et vaccinationsprogram, der fungerer og der er oparbejdet en betydelig naturlig resistens i hundebestanden. Så i dag optræder sygdommen mere sporadisk, men kan ind imellem stadig have en voldsom karakter, og optræde med mange sygdomsudbrud i et geografisk område.

Parvovirus er det af vore virus der er mest resistent i omgivelserne. Det udskilles fra patienten med opkast og afføring, og kan overleve i jordbunden i årevis. Dermed ses også en forklaring på, hvorfor parvosmitten i sin "kroniske form" mere er en smitte fra lokaliteten til dyret f.eks ved smitte til hvalpekuld,  end det er en smitte fra dyr til dyr.

KENNELHOSTE

Er en mild, men utroligt smitsom sygdom, der specielt rammer pensioner, kenneler og hunde der samles på træningsbaner og udstillinger. Den kompliceres hyppigt af en bakteriel lungeinfektion med bakterien bordetella bronchiseptica.

Den viser sig ved en voldsom krillerhoste, en hul rungende hoste, der lyder som kighoste og hvor et hosteanfald generelt afsluttes med opspytning af hvidt skum. Ubehandlet kan symptomerne vare op til 3 uger.

Selvom sygdommen er irriterende for både patienter på grund af hosten og for omgivelserne på grund af den voldsomme smitterisiko, er den oftest mild og komplikationer der gør hundene virkeligt syge er overordentligt sjældne.

Vi har her i Danmark aldrig haft en effektiv vaccine mod sygdommen før end i 2008. I modsætning til andre vacciner som indsprøjtes under huden, gives den intranasalt dvs vaccinen dryppes i næsehulen, hvorfra den opsuges gennem slimhinden. Vaccinen beskytter mod den bakterielle infektion i løbet af 2 dage og imod virusinfektionen i løbet af 3 uger.

Kennelhoste smitter som en dråbesmitte d.v.s. virus bæres af små vandpartikler som patienten hoster ud i rummet. Smitten kan derfor bæres langt omkring indenfor den pågældende lokalitet, som fra den ene ende af en træningsplads eller pension til den anden. Dette er årsagen til at kennelhoste regnes som den mest smitsomme af de nævnte sygdomme. Virus er meget lidt resistent i omgivelserne, hvorfor virus hurtigt dør ud, når patienten fjernes.

Læs mere om kennelhoste.

RABIES

Eller hundegalskab er ikke set her i landet siden 1980' erne  og er aldrig set hos hund i Danmark.

Det største problem i Danmark har været rabiesinficerede ræve og andre dyr i vores vilde fauna. Det tamdyr sygdommen hyppigst er set hos er kvæg, der ved i sin nysgerrighed, at snuse til en syg ræv, der ligger svækket på marken, bliver bidt i mulen, hvorved, den inficeredes med  sygdommen.

Inkubationstiden dvs tiden fra man bliver smittet til sygdommen bryder ud er 60 dage, hvilket er meget lang tid i forhold til andre virussygdommen, hvor vi regner en inkubationstid på 8 dage.
Det har den kæmpe fordel, at opdages smitten i tiden, kan man ved, at gennemgå et vaccinationsprogram, umiddelbart efter at være blevet bidt af et rabiat dyr undgå at udvikle sygdommen, idet vaccinen når at virke før sygdommen bryder ud.
Rabies smitten overføres gennem bid fra rabiate dyr. En smittevej til os som dyrlæger er fra køer. Rabiate køer er ofte lammede i kæbe og tunge, så man tror de står med et fremmedlegeme i halsen. Hvis man ved undersøgelse af mundhulen får en rift på armen af de skarpe fortænder, som bliver forurenet med det rabiate savl, kan det betyde den visse død for dyrlægen, hvis sygdommen ikke erkendes tide så vaccination kan nås.

Udvikler man sygdommen er der intet at gøre, og den forløber dødeligt.

LEPTOSPIROSE

Også kaldet Weills hundesyge eller Stuttgarter hundesyge er en smitsom bakteriel infektion. Den angriber lever og nyrer og forårsager ubehandlet en dødeligt forløbende lever og nyreinfektion.
Bakterier kan i modsætning til virus behandles med antibiotika, hvorfor vi ved konstatering af sygdommen i mange tilfælde kan behandle den med succes.

Smitten sker væsentligst gennem stillestående, forurenet vand. Bakterien spredes gennem små gnavere først og fremmest rotter.
Bakterienrien udskilles fra patienten med urinen og er meget resistent for påvirkninger , så den overlever længe i omgivelserne og patienter der er kommet sig af sygdommen udskiller bakterier i urinen i månedsvis efter.ygdommen kan smitte fra hund til mennesker. Derfor skal der tages meget store hensyn til ejere og personale på dyrehospitalet, hvis en hund bliver angrebet.

Vi ser den i dag meget sjældent hos hund. Men at den er omkring os er et faktum, idet der beskrives ca. 150 tilfælde om året hos mennesker i DK, primært hos kloakarbejdere.

Bakterien omfatter talrige forskellige typer. De typer der ses i dag er forskellige fra dem, der er i leptospirosevaccinen. Og da det nu er bevist, at der ikke er nogen beskyttelse mod andre bakterietyper end dem vaccinen indeholder, er brugen af vaccinen gledet meget i baggrunden. Yderligere er vaccinens virkning meget kort - ikke over et år. Og endelig er leptospirosevaccinen den vaccinekomponent, der hyppigst er forbundet med bivirkninger.

Hvordan virker en vaccination?

En vaccination foretages ved at pode kroppen med smitstoffet i en ikke sygdomsfremkaldende form. Derved aktiveres en del af kroppens hvide blodlegemer, så de senere, hvis kroppen udsættes for smitstoffet i en sygdomsfremkaldende form kan kende det og er i stand til at bekæmpe det, så sygdommen ikke udvikler sig.
Vaccinationen foretages ved at indsprøjte det inaktiverede smitstof under huden, eller som ved kennelhostevaccinen, som en spray op i næsehulen.

Vaccinen kan enten være en levende vaccine, der indeholder det levende virus i en inaktiveret ikke sygdomsfremkaldende form eller en dræbt vaccine.
I dag er langt de fleste af vore vacciner levende, idet de giver en både længere varende og bedre sygdomsbeskyttelse.

Bivirkninger ved vaccination

Stort set ingen. Så en vaccination er generelt en enkel og risikofri proces.

Enkelte patienter kan blive kortvarigt trætte efterfølgende, en træthed der varer få timer.
Allergiske reaktioner kan forekomme. Vi ser udvikling af nældefeber med hævelse af øjenlåg og læber nogle ganske få gange hvert år. Reaktionen opstår stort set indenfor den første halve time efter vaccinationen og er hurtig og let at behandle.

Meget sjældent kan der ses påvirkninger af immunsystemet i form af ledbetændelser eller andre former for immunreaktioner. Specielt leptospirosevaccinen får skylden for at fremkalde disse reaktioner.

Generelt siger man at jo flere komponenter der er i en vaccine, jo større er risikoen for bivirkninger. Alvorlige reaktioner forekommer utroligt sjældent.

Hvor længe virker en vaccination?

Det kommer an på sygdom og vaccine.

Vacciner mod leptospirose virker maksimum et år, ligesom de nye næsespray vacciner mod kennelhoste virker et år.

Vacciner mod hundesyge, leverbetændelse og parvovirus virker hos voksne hunde i flere op til mange år. Den nøjagtige virkningstid er individuel fra hund til hund og afhænger også af om hunden udsættes for naturligt smitstof ("gadevirus"). Heldigvis er smittetrykket og dermed mængden af "gadevirus" for flere af sygdommene meget lille, hvorfor revaccinationer er nødvendige for at opretholde en beskyttelse.

For rabies gælder det, at hvalpe skal genvaccineres inden 1 år efter. Hunde over 1 år skal genvaccineres mod rabies hvert 3 år.

Gustaf Valentiner-Branth