Når man snakker om allergi hos hund deler man det oftest op i 2
hovedgrupper.
Foderallergi
Sygdommen skyldes at hunden reagerer overfor proteiner i maden.
De proteiner hunde hyppigst er overfølsomme overfor stammer fra
okse, mejeriprodukter, hvede, soja og lam.
Foderallergi kan ses hos alle hunderacer i alderen fra 2 mdr. og
frem.
Symptomerne kan være vise sig som hudproblemer (skæl, kløe,
hudbetændelse, gentagne øregangsinfektioner) men der kan også være
problemer fra mave-tarmkanalen som diarre, opkast, mange prutter og
hyppige afføring.
Behandlingen består i en speciel allergidiæt.
Atopisk allergi
Atopi er en kløende hudlidelse der opstår som følge af allergi
overfor ting i hundens miljø. Det kan være allergi overfor for
eksempel lagermider, husstøvmider, pollen o. lign
Atopisk allergi opstår hos hunde der er mellem 6 mdr. og 7 år
men hyppigst ser man det hos hunde mellem 1 og 3 år. Som ved
foderallergi viser hudproblemerne sig i form af kløe,
hudbetændelse, øreproblemer, røde poter o. lign. I modsætning til
foderallergi kan atopisk kløe være sæsonbetinget, hvis årsagen for
eksempel er pollen.
Undersøgelser har vist at 20-35 % af alle hunde med atopisk
allergi samtidig lider af foderallergi.
Hvis din hund er atopiker er der flere ting man kan gøre for at
mindske symptomerne. Kløestillende medicin, foder til følsom hud og
medicin der hæmmer immunforsvaret er alle ting der kan mindske
symptomerne. Ønsker man at behandle selve allergien er der mulighed
at starte hunden op på hyposensibilisering - en allergivaccine.
Hvad gør dyrlægen?
Hvis dyrlægen får mistanke om, at din hund lider af en allergisk
betinget kløe er der flere ting, der skal undersøges.
I første omgang gælder det om at få behandlet en evt.
hudbetændelse og udelukke alle andre grunde til kløe (ex. lopper,
skab, rovmider).
Herefter vil man ofte anbefale at hunden sættes på allergidiæt
for at afklare om kløen skyldes foderallergi eller atopi. Er der
ingen effekt af en allergidiæten kan man overveje at teste huden
for atopi ved hjælp af en blodprøve. Blodprøven kan hjælpe til at
afklare hvad huden er allergisk overfor, men resultatet skal altid
sammenholdes med hundens symptomer, og bruges primært som et led i
behandlingen af allergien.
Har du mistanke om at din hund har allergi bør du kontakte din
dyrlæge, så I sammen kan lægge en plan for det videre forløb.
Af dyrlæge Lise Hedegaard