Tirsdag den 5. juli 2011
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører, da jeg den anden dag
hørte pigerne sige: "Han må da være syg"
- hvem mig? bare fordi jeg nu endelig efter over 1 års intens
kamp mod vægten er blevet tyndere, og det er så takken man får! Jeg
kunne slet ikke tro det!
Nu har jeg vel været på slankekur i et par år,
virkningen er absolut udeblevet så længe jeg selv har kunnet åbne
sække og tage godbidder. Nu er der låg på godbidderne og meget
andet, så jeg er begyndt at tabe mig. Uha Uha siger alle pigerne,
du må jo være syg lille Freddie. Vi må hellere tage en blodprøve på
dig.
Dårligt var de første bogstaver udtalt før jeg forsvandt
for det skulle jeg altså ikke nyde noget af. Men det lykkedes dog
pigerne med snilde at fange mig senere. Nu er blodprøvetagning ikke
lige min yndlingsoplevelse, så pigerne proppede mig i en taske, der
skulle gøre det nemt for dem. Men jeg havde altså ikke til sinds at
nogen hverken skulle klippe min pels eller tage mit blod, så
billedet af en vild og menneskeædende tiger er vand ved siden af
den attitude jeg valgte. Ud af tasken brød jeg og fjernede mig fra
stedet med en tydelig attitude om, at hvis der var nogen, der havde
lyst til at røre mig ville de komme til at ligne en katolsk
pilgrim, der piskede synden ud af kroppen med en nihalet kat, som
Gustaf ville have sagt det. Konklusionen pigerne drog: han er nok
ikke syg men har bare tabt sig.
Denne oplevelse beviste dog endnu engang min position
som ledende klinikkat, ikke bare overfor mine kattesøskende, men
også overfor dyrlæger, sygeplejersker og hvem, der ellers krydser
min vej.
Kattelig hilsen
Freddie
Ledende klinikkat