Første "rigtige" måltid:
Børnene var 3 uger gamle i fredags og i dag tirsdag har de med
stor appetit kastet sig over deres første måltid. Det var helt
sjovt bare at kunne kigge på, at de spiste, selvom mor Mette ikke
ville acceptere, at jeg også ville smage på føden. Så røg der en
SMS af sted til far Gustaf, der sidder derovre i Birmingham sammen
med Heidi og i dag har lært en hel masse nyt om katte, udtagning af
vævsprøver på katte og andre nyttige ting.
Så pas på Freddie, at det ikke bare er water walker og
slankekure du bliver udsat for.
Nu begynder de også snart at stikke nåle og sådan noget i dig,
så lad være at blive syg eller gøre dig bemærket, det er den
sikreste måde, at undgå det på.
Far Gustaf er noget ærgerlig over, at han ikke er hjemme, så han
kan tage billeder af det første måltid, men sådan skulle det ikke
være. Sidste år han var af sted fik hans døtre hver en dreng, og i
år begynder mine børn at spise. Han kan bare blive hjemme det gamle
fjols, i stedet for hele tiden, at skulle blive klogere.
Jeg kan forstå, at det i morgen drejer sig om en masse med
hjerter som slår for hurtigt, og hjerter der slår for langsomt. -
Så længe de bare slår, kan det vel være lige godt !
Børnene har for øvrigt fået tænder. Den fineste hvide perlerække
af små mælketænder. Det ser sødt ud, desværre bliver tænderne
hurtigt så store, at de begynder at bide mig i brysterne, det er
ikke sjovt. Så er det på tide, at de spiser helt selv, så jeg
ikke bliver lemlæstet.
Den mad de får er P/D - eller det kunne også være et andet godt
hvalpefoder. Tørfoderet bliver dækket med vand i en skål, sat i
køleskabet i nogle timer indtil vandet er helt opsuget. Så bliver
det overhældt med meget varmt vand og blended med stavblenderen til
en lind grød.
Det er mad!
- Gry