Ih altså Freddie, hvor tiden dog fræser af sted.
Jeg synes lige hvalpene har fået ormekur de små pus. Men inden
man får set sig om og sat pennen til papiret igen, så er de faktisk
store børn, der meget snart skal forlade hjemmet og ud til deres
nye familier.
Hvalpene er chippet, stambøger er bestilt, så formalia er på
plads. Det er altså gået stærkt..
Nu skal de snart hjemmefra:
Hvalpene bor nu i et stor dejligt indelukke i alrummet. Her er
jeg og resten af familien i god kontakt med dem hele tiden uden, at
vi konstant behøver at blive overfaldet af dem. De får lov at patte
mig en enkelt gang hver anden dag. Ikke fordi jeg synes det er
særligt skægt, men mor Mette er bange for, at der kan komme noget
yverbetændelse, hvis mine patter bliver alt for knudrede og
spændte. Derudover afviser jeg dem ret kontant, når de jagter mig
for, at stjæle en lille tår.
Det var vældig sjovt at se dem ude i haven første gang. Det var
en hel ny verden, der åbnede sig for dem, og alligevel var de
ganske uimponerede og gik straks i gang med, at udforske det hele.
Det er dejligt at se, at de er så frimodige.
Kødben:
De har også fået deres første kødben. Det var noget de kunne
bruge, nej hvor de suttede og smaskede. Udover at det i en kort
periode har givet far Gustafs tæer og snørebånd lidt fred, er det
ikke for ingenting han siger, at det unikt bedste man selv kan gøre
som hund for, at holde sine tænder er, at gnave kødben
Heldigvis var der også et til mig. Jeg må indrømme, at mine
tænder så farlige ud efter 1½ måned på hvalpemad. Men bare et ben,
så kan jeg fremvise en glitrende hvid perlerække igen. 
Og opskriften en gang til!: Man køber en okse rørknogle (lårben
f.ex). Den koger man i 15 minutter, så fedtet skummes af
knoglemarven. Så er der efter afkøling et festmåltid klar til
servering. Brug aldrig varmebehandlede knogler dvs knogler fra ovn,
grill eller pande. De er livsfarlige! De er totalt ufordøjelige og
så splintrer de i spidse skarpe stykker.
Selvfølgelig er der mange små hunde specielt terriere, der ikke
gider kødben - ejendommelig indstilling - og der er også dem, der
danner så meget tandsten, at kødben ikke er nok. Hos dem er det
faktisk allerede ved at være nu, at man skal lære dem at blive
undersøgt i hovedet og få pudset omkring tænderne, så man senere
kan komme i gang med tandbørstningen..
Vandrende Vovser:
Det var dejligt at være med på Vandrende Vovser et par timer
Freddie. Tænk at slippe hjemmefra børneflokken for en stund sammen
med andre voksne og så komme rundt om søen på sådan en forårsdag.
Og så oven i købet med masser af godbidder fra rare Ane fra Hills.
Det var et fint arrangement Line og Pernille havde lavet.
Påskeferie:
Nu er vi taget på påskeferie. Det er dejligt at være heroppe i
klitten og få lov til at strække ud på stranden. Børnene er
gevaldig begejstrede for at gemme sig i marhalmen og for at grave
små huller. Jo de skal nok blive gode!
Far Gustaf skal hjem og arbejde i påske weekenden, men vi andre
får da heldigvis lov at være her hele påsken, men så er der heller
ikke mange dage tilbage Freddie. Allerede fredag bliver de hentet
af deres nye familier. IT Trofast skal oven i købet helt til Norge,
så hun skal også til at lære et nyt sprog!
Vi beholder heldigvis Isabella, så er vi 4 i flokken igen,
nemlig mor Emma, søster Frida, mig og så min datter Isabella. Vores
lille flok har jo været lidt amputeret siden mormor Chili døde 14,5
år gammel sidste forår.
Jo nu er det forår, og det bliver en dejlig sommer.
- Gry
