Medlem af
ISO Dyrlægen

Trivsel for de firbenede

freddie.jpgFreddie:

- vel efterhånden vores ledende klinik kat. Kom til os i august 2005, hvor han som herreløs killing vandt vores hjerter og fik lov til at flytte ind. Han er efterhånden blevet en velvoksen hankat på 8 kg - måske lidt for tyk, men han er også berygtet for selv at vælge sin mad i venteværelset, så ikke så nem at slanke. Freddie findes oftest på højre side af skranken i sin lidt for lille katteseng.

 

ozzy komp.jpgOzzy:

- vores lidt mere reserverede klinik kat. Kom til os i juni 2008 som ung hankat. Han kom egentlig for at blive aflivet, da hans tidligere ejer desværre ikke kunne beholde ham, men da vi lige havde mistet Frodo, syntes vi, han skulle have en chance hos os. Ozzy bliver desværre lidt trynet af Freddie, men pigerne på klinikken gør hvad de kan for at give ham opmærksomhed og det er oftest ham, som får lov at ligge på skødet i køkkenet under den daglige patientgennemgang. Ozzy holder sig helst udenfor postyret i venteværelset, og ellers kan han måske findes i kattehjørnet, hvor han gemmer sig i hulen i kradsetræet.

 

 

Søs:Aktiv kat

- sidste skud på stammen. Hun kom til os som herreløs, og da Carmen lige være død, bestemte vi os for at hun skulle være vores nye klinikkat. Dog var vi ikke helt enige om navnet, så det kom til afstemning på facebook og endte næsten enstemmigt med Søs. Hun vandt hurtigt vores hjerter, så hun blev hurtigt steriliseret og øremærket, så hun var klar til fremvisning i venteværelset. Hun er fræk som bare pokker, men ligeså fræk som hun kan være, ligeså sød og kælen kan hun være. Hun befinder sig for det meste i venteværelset, hvis ikke hun da får sneget sig med ind i en konsultation eller ned i behandlingen.

 

Tidligere klinik katte

carmen komp.jpgCarmen:

- Lille Carmen kom til os september 2008 som lille killing, og hun fik hurtigt smeltet nogle pigehjerter. Efter en del overtalelse lykkedes det os at overtale dyrlægerne til, at hun måtte blive en del af klinikken. Hun gjorde, hvad hun kunne for at klare "drengene," og med sit legesyge sind skulle man altid have et vågent øje på hende. Lavede hun ikke ballade, indtog hun oftest sin trone på venstre side af skranken.

Men hun fik aldrig lært færdselsreglerne. Første gang gik det godt idet hun kunne 'nøjes med' et bækkenbrud, -men i maj 2013 mistede hun livet på Hattingvej.

 

gråmis af lis albertus.jpgGråmis:

- ledende klinik kat igennem rigtig mange år. Kom til os i starten af 1990'erne og blev på sin trone, indtil hun som næsten 20-årig forsvandt i sommeren 2008. En lille afstikker havde hun dog i sin regeringstid, da hun et år var væk i 3 måneder, inden hun blev indleveret af Falck, opsamlet på Vestergade. Hun havde i den periode været udsat for en påkørsel og kom ind med et bækkenbrud. Gustaf behandlede på den for ham, herreløse kat, men dagen efter genkendte pigerne straks Gråmis, og hun blev lappet godt og grundigt sammen. De sidste år af hendes levetid var hun dog voldsomt plaget af gigt, så der måtte konstrueres en speciel katte rampe, så hun nemmere kunne komme ind og ud af kattelemmen og op på sin plads ovenpå garderobeskabene. At hendes æra sluttede så brat ved at hun ikke kom hjem, er vi alle triste over, men hun regerede flot i sine mange år på klinikken.

Æret være hendes minde!

Stribe:

- en af de første klinik katte på Bygholm Dyrehospital var Stribe. Hun var dog ikke en af de sødeste, faktisk var hun ganske ondskabsfuld. Særligt gik det ud over en jægers ruhåret en formiddag. Personalet var til stuegang og Stribe holdt vagt på skranken, hvor hun sad stor og mægtig. Udenfor stod en jæger som ikke ville gå ind af frygt for at hans hunde ville spise katten. Han ringede derfor på ringklokken og Ulla Roos kom ud for at hjælpe manden. Hun tog hans hunde, som skulle indlægges og Stribe var i mellemtiden listet ud i mellemgangen. Her mødte hun Ulla og hundene og den ene fór ganske rigtigt frem mod Stribe, men hun svarede bare ved at gå til modangreb og det var hunden, som endte med blodet flydende fra næsen. Det blev dog ikke ved med at gå med Stribe og hendes angreb, så hun blev aflivet.

Sorte Mis:

- eller Gamle Mis som hun blev kaldt var hos os omkring 1980.  Hun var, som Gråmis senere gjorde det, på en lang udflugt og kom tynd og svag hjem, hvorefter hun desværre døde.

Carl Emil:

- en af "de gamle." I starten af 1990'erne kom Carl Emil til os. Han var bedste venner med Gråmis og klog nok til kun at komme let til skade ved en påkørsel i 1999. Carl Emil slap med at hans underkæbe gik af led, og den kunne let sættes på plads igen. Desværre udviklede han knoglekræft og blev aflivet i 2003.

Piratos:

- vores sorte frækkert som kom til os i 1995. Piratos var afsindig fræk og nok heller ikke den skarpeste kniv i skuffen. Legenderne fortæller at han blandt andet valgte at lege med en stor kvælerslange og hoppede ind i et tomt fuglebur, til fugleejerens store forbavselse. Piratos døde i 1997 og sikkert også på Hattingvejs samvittighed.

Fjumse:

- han kom til os i 1997 som Piratos' afløser og var ikke en af de mest velopdragne klinik katte i historien. Sprang blandt andet op i Gustafs dokumentmappe og væltede alt på gulvet, hvilket ikke var specielt populært. Fjumse var generelt lidt klodset og heller ikke den kønneste kat i byen. Fjumse tabte til Hattingvej i 1999.

Knors:

- kom til os sidst i 1990'erne. Hun blev indleveret til vores pension, fordi hendes ejer skulle flytte til Tyrkiet, og hun ville lige etableres dernede, inden hun hentede Knors. Et halvt år senere sad hun dog stadig uafhentet i pensionen, trods store anstrengelser for at få ejeren til at hente hende, så hun blev forfremmet til klinik kat. Det lange pensionsophold med begrænsede muligheder for motion, havde desværre gjort Knors meget for tyk, og hun fik tilnavnet Flæske. Slankekure virkede ikke, da det var hende, som opfandt tricket med selvbetjening i venteværelset - altså selv udvælge sig en foderpose og så kradse hul i den og tage for sig af retterne - et trick Freddie og Carmen også benytter sig af den dag i dag. Knors blev aflivet i januar 2001.

Klonella:

-  kom ind som herreløs hunkat i 2003. Hun fik navnet, fordi hun var en kloning af Gråmis. Desværre klarede Klonella ikke turen over Hattingvej i 2004, så vi havde hende kun 1 år.

Lajla:

- en perser blanding, som ikke blev hentet fra pensionen og boede hos os i sommeren 2005. Den lange pels blev klippet helt i bund og hun blev steriliseret og øremærket - køn var hun ikke uden pels, mindede vel nærmest om en gremlin. Desværre blev Lajla syg med nyreproblemer efter 3 måneder og måtte aflives.

Niels:

- den velvoksne hankat kom til os i efteråret 2005. Han boede egentlig i hus med en ældre dame, men da hun skulle på plejehjem kunne Niels ikke komme med. Den bestilte aflivning blev dog afblæst, da Niels charmerede sig ind, og han fik i stedet lov til at bo hos os. Han var her desværre kun nogle få måneder, indtil han en dag ikke kom hjem igen. Nogle mener dog, at have set ham i området, så måske han bare er flyttet ind hos nogle andre.

buller.jpgBuller:

- i oktober 2005 blev Buller indleveret i vores pension, da hans ejer skulle en tur i fængsel. Efter et par måneder, hvor vi forgæves havde forsøgt at få fat i ejeren, blev Buller en del af familien og forfremmet til klinik kat. Buller var ekstremt kælen og kontaktsøgende, og trods sin store størrelse var yndlingspladsen kurven til girokort under skranken. I april 2006 tog Hattingvej desværre også livet af ham, som nu hviler i hundehaven.

 

Frodo:

- kort tid efter Bullers død i april 2006 kom Frodo ind som herreløs og han fik sit navn, da det lød godt sammen med Freddie. Netop de to blev gode venner og har indtil til dato været de eneste af vores klinikkatte, som har kunnet dele seng og ligge i ske. Frodo endte desværre også sine dage på Hattingvej i maj 2008.

frodo alene.jpg

Content

RIS / ROS

Har du feedback til os - så hører vi meget gerne fra dig!

Vælg karakter:
Feedback:
(Evt. dine kontaktoplysninger.)