Medlem af
ISO Dyrlægen

Trivsel for de firbenede

Parvopatienterne var særdeles arbejdskrævende og uhyggelige

Nej hvor var de da syge. Men vi havde hele tiden et håb. Fik vi dem til at overleve de første 5-6 døgn, klarede vi den. Vi kunne behandle dem om aftenen på dag 5 og tænke: ”Pokkers jeg tror ikke du overlever natten”.
Men næste morgen til første morgenbehandling, stod den glad og logrende: Goddag, goddag, jeg er levende igen. Afmagret og udtæret ja, men humøret var tilbage og der var noget at bygge på. Hvor jeg dog mindes den glæde, vi følte ved det syn.
Det var hele arbejdet værd.Dyrlæge tegning hundesyge vaccination

Dårligt havde vi fået de værste parvostrabadser under kontrol, før det i 1984 gik rivegalt igen, og der var der sågu ikke nogle opløftende glædes syn. 120 hunde mistede vi på Bygholm Dyrehospital fra sommeren 1984 til februar 1985, hvor nye tilfælde ebbede ud.

Jeg mindes den første. Det var en ung schæfer, der blev præsenteret i begyndelsen af juli måned. Høj feber, grøn betændelse i øjnene og næse, kæmpe mandler, hoste og tynd mave. Det var en hundesyge patient.  
Og resultatet?  Schæferen døde som de 75% af angrebne hunde gør. Og af de der overlever, er størstedelen kronisk syge på livstid på grund af kroniske hud og nervesygdomme.

Det er ikke for ingenting, vi regner hundesyge for vores værste og derfor vigtigste smitsomme sygdom. Men hunden var vaccineret, og hundesygevaccinen bør være en meget effektiv vaccine. Der blev indsendt adskillige prøver til laboratorium, hundesyge kunne ikke påvises.

Det samme skete med næste patient. Vi snakkede med kolleger: samme historie. Hvad – undskyld – fanden foregår der? Vi skældte ud på laboratoriet, laboratoriet sagde vi var idioter og hundene døde som fluer.
Vi havde trods alt set en del af slagsen under de to epidemier, vi havde i begyndelsen af 70’erne. Dels i 1971 og dels i 1975 lige efter vi startede på dyrehospitalet.

Det var rædselsfuldt. Som Steensborg sagde i slutningen af 1984: Dette har ikke været et morsomt år, at være dyrlæge i. Af børn og fulde folk skal sandheden høres ! – jeg kan tilføje: og af gamle dyrlæger.
En ældre kollega i Århus hævdede fra start: Det er, fordi vi på grund af Parvovirus, er begyndt at vaccinere for tidligt. Den gamle idiot!!!.
Men han havde jo ret havde han, og det var lige nøjagtig den væsentligste konklusion fra det udvalg, der siden blev nedsat i Veterinærdirektoratet, og hvoraf jeg havde privilegiet at være medlem.

På grund af de tidlige vaccinationer og eventuelt et sammenspil med parvovirus dækker vaccinationen ikke godt nok, fordi den blokeres af de modstoffer, hvalpen har fra moderen. Derfor skal der vaccineres ved 12 uger og ved 16 uger, når disse maternelle antistoffer er væk for, at opnå fuld effekt af vaccinationen.

Den regel gælder fortsat selvom parvo vaccinen er blevet forbedret til en levende vaccine, og selvom mange – efter min mening ganske unødvendigt – gerne vil give første vaccination, når hvalpen er 8 uger. Så skal hvalpen bare vaccineres 3 gange.

Programmets effektivitet fik vi bevist under de to hundesygeepizotier vi havde igen i 90’erne. Der var ikke et eneste dødsfald hos en vaccineret hund.

Hurra.

Content

RIS / ROS

Har du feedback til os - så hører vi meget gerne fra dig!

Vælg karakter:
Feedback:
(Evt. dine kontaktoplysninger.)