Hvem er Karla?
Karla var en lille mops på 6 mdr., da hun kom her i klinikken
første gang i juli måned 2009. Hun havde gennem længere tid tabt
pelsen på ben, hals, i panden og var nu også begyndt at tabe pelsen
ned over ryggen. Hun var ikke så rund og veltilpas som en mops på
hendes alder burde være, og det var tydeligt, at hun ikke trivedes
godt. Se hende i forhold til sin "søster" på billeder her
under.
Hårsækmider:
Dyrlægen lagde straks mærke til, at Karla ud over at mangle
pelsen også havde hudbetændelse over en stor del af kroppen. Hendes
race, udseende og alder gjorde, at dyrlægen fik mistanke om at
Karla havde demodicose, en sygdom der skyldes en overvækst af
hundens hårsækmide, Demodex canis.
Dyrlægen lavede dybe hudskrab fra 4 forskellige steder, hvor
Karlas hud var voldsomt forandret og prøverne blev undersøgt under
mikroskopet. På en rask hund ville man måske have kunnet finde et
par hårsækmider, men på Karla blev der fundet rigtig, rigtig mange.
Faktisk blev der tilsammen fra de 4 steder fundet over 650 mider!
Så det var ikke så mærkeligt, at Karla ikke havde det godt. Det var
vigtigt, at Karla omgående kom i behandling, da sygdommen selv med
den rette behandling kunne være livstruende.
Behandlingen indledes:
Karla blev sat i behandling med antibiotika mod hudbetændelse og
med en speciel shampoo, der renser hårsækkene. Derudover blev hun
startet op på behandling med medicin, der dræber hårsækmiderne, som
hun skulle have 1 gang dagligt, indtil hun var rask. Hver 4. uge
skulle Karla komme til kontrol for at se hvordan det gik. Allerede
efter de første 4 uger var hun bedre. Hudbetændelsen var aftaget,
og der var begyndt at komme ny pels ud på de angrebne steder.
I de fire nye hudskrab var der nu tilsammen 273 hårsækmider,
dvs. at antallet var mere end halveret! Behandlingen af Karla
fortsatte. Efter 6 uger kunne hun stoppe på antibiotika, men hun
skulle fortsat have medicin mod hårsækmiderne. Hun blev fortsat
pænere i huden, pelsen begyndte at vokse endnu mere frem, og hun
begyndte at tage på. Hun blev også en gladere hund, efterhånden som
behandlingen skred frem.
Kontrol:
Sidst Karla var til kontrol var i slutningen af december 2009.
Hun er nu en rigtig lækker mops med fin tyk pels og trives i bedste
velgående. Ved det dybe hudskrab blev der kun fundet 4 demodex
mider på hende. Det er rigtig fint, men betyder ikke at Karla er
færdigbehandlet. Hun skal fortsætte på medicinen, indtil der er
blevet lavet 2 skrab med 4 ugers interval uden fund af mider.
Forhåbentlig kan Karla erklæres rask i starten af det nye år.
Fremtiden:
Karlas ejer ved, at hun i fremtiden skal holde meget øje med om
Karla får tilbagefald. Det kan for eksempel være i forbindelse med
løbetid eller hvis Karla bliver syg, så hendes immunforsvar ikke
fungerer optimalt. Da sygdommen er arvelig overvejer Karlas ejer at
få hende steriliseret.
Karla efter behandlingen.
Læse mere om demodicose hos
hund