Missen er en efterhånden ældre herre på 15 år.
Forrige efterår var han ude på en længere springtur, og
efterfølgende var han ikke længere helt på toppen. Han havde tabt
sig og var begyndt at virke gammel.
Diagnosen findes:
I sommeren 2008 kom han ind til tjek: Han havde tabt sig et
halvt kilo og havde lidt tandsten, men virkede ellers i vigør. Der
blev taget blodprøver og umiddelbart var der ingen problemer med
hverken nyre- eller lever funktion, ligesom hans blodsukker var
normalt.
Til gengæld føltes han skjoldbruskkirtel lidt forstørret, hvorfor
der også blev udtaget en blodprøve til specialundersøgelse af hans
skjoldbruskkirtel hormonet thyroxin.
Missens thyroxinmåling viste 156 nmol/L. Normalt skal tallet
ligge mellem 10 og 26 nmol/L.

Hvad er hyperthyroidisme?
Skjoldbruskkirtlen er reelt to kirtler der sidder på hver side
af luftrøret. Normalt er de så små, at de ikke kan mærkes. Men hos
ældre katte kan der komme godartede svulster, der både kan føre til
at de bliver forstørrede og at de producerer mere hormon end
normalt.
Symptomerne kan være meget forskellig, men ofte ses vægttab trods
rimelig appetit, øget drikkelyst, ændret adfærd og diarre og/eller
større portioner afføring.
Missen blev i første omgang startet op på en medicin der skal få
skjoldbruskkirtlen til at producere mindre hormon. Som regel ses
effekt efter 3 uger, men Missen kunne desværre ikke tåle medicinen
særligt godt, han mistede lidt af appetiten og blev restløs.
Derudover, havde medicinen ikke den ønskede effekt: Hans
thyroxinniveau var stadig alt for højt efter 3 uger.
Operation:
Efterhånden stod det klart, at der måtte andre midler i brug.
Missen blev indstillet til operation. Ved operationen går man ind
og fjerner de forstørrede kirtler, idet katte oftest fungerer fint
uden.
Operationen forløb uden komplikationer og Missen helede fint.
MEN.. ved kontrol blodprøven efter 3 uger var hans thyroxin stadig
for højt. Inden operationen var tallet 193 nmol/L og ved kontrol
var det faldet til 161 nmol/L, altså stadig alt for højt. Missen
trivedes til gengæld og vi besluttede at være tålmodige. Efter
endnu nogen tid blev der lavet en ny måling: Nu var tallet 88,9
nmol/L. Stadig for højt, men på vej ned.
Et usædvamligt sygdomsforløb:
Missens sygdomsforløb har været usædvanligt. Det er muligt, at
der gemt i brysthulen findes mere skjoldbruskkirtelvæv, der kan
forklare, at vi stadig måler for højt thyroxinniveau. Det har vi
desværre ikke nogle metoder til at lokalisere.
Men eftersom der er en nedadgående tendens, så venter vi spændt
på, hvad den næste måling giver af resultat.
Og det vigtigste er, at Missen trives og har et godt
katteliv.