Hvem er Paw?

Paw er en utroligt glad lille familiehund, der oprindeligt er importeret fra Spanien, så hans oprindelse står lidt hen i det uvisse. Men hvad betyder det, når man udfylder rollen som solstrålen i familien til fuldkommenhed.

Paw har altid haft en tendens til at lave chasse trin på højre bagben ind imellem, når han løber, men han har aldrig ladet sig mærke med det eller haft gener af det. Så det har dyrlæge og ejer i fællesskab slået hen som: "En af de ting vi må leve med".

I juli 2008 begynder han pludseligt at være mindre bevægelsesglad, gå lidt krumrygget, ikke ville hoppe op ad ejeren og være øm, når han løftes.

Paw havde fået ondt i ryggen!

Røntgenbilleder af ryggen afslørede ingen forandringer og der var heller intet på de blodprøver, der blev taget i forbindelse med undersøgelsen, der afslørede andre tegn på sygdom. Så tilstanden behandledes symptomatisk med smertestillende midler og i løbet af en måned var Paw helt fri for symptomer igen. Han kunne det hele både springe op i møbler og tordne rundt.

I december 2009 går det pludselig galt igen - midt i en weekend selvfølgelig.
Paw er rastløs og får smerter. I løbet af få timer bliver han usikker på bagbenene og kan ikke styre dem. Han er krumrygget, spænder i lændemuskulaturen og har strålesmerter ud i bugvæggen.

Er det en diskusprolaps?

Alt tyder på en diskusprolaps. Den behandles med smertestillende midler, og der tages nye røntgenbilleder, som imidlertid heller ikke denne gang afslører forandringer. Tilstanden ændrer sig ikke i løbet af det næste døgn, så konklusionen bliver, at foretage en kontrast undersøgelse af rygmarvskanalen, hvorved man kan se om der er noget, der trykker på rygmarven.

UUPS,  der er ingen akut diskusprolaps, men i  rygmarvskanalen findes en udfyldning i højre side udfor første lændehvirvel. Da der ikke er nogen tegn på en diskusprolaps, og hunden er 9 år gammel, kan det ikke undgås, at vi også tænker kræftsvulst.

Situationen diskuteres med Paws ejer, den bliver diskuteret internt her i huset og vores rygkirurg Gustaf Valentiner-Branth diskuterer den med rygdyrlæger på andre dyrehospitaler.

Eller måske en svulst?

Konklusion: Det kan meget vel være en svulst, men den ser ikke ud til at vokse invasivt (dvs ind i andet væv). Så den endelige konklusion bliver: Der skal opereres og knuden skal fjernes.

Og heldigvis for det. Der opereres, rygmarvskanalen åbnes, knuden fjernes, alt ser pænt ud bagefter og det allerbedste - en efterfølgende mikroskopisk undersøgelse hos patologerne af vævet afslører, at det ikke er en kræftknude, men en bruskmasse, som har samme vævs sammensætning som en disk.

Operationen: 

På billedet ses den åbnede rygmarvskanal med den blottede og rensede rygmarv i bunden af feltet , lige ud for de 3 grene af sårspærreren. På billedet til højre ses de fjernede vævsrester i formalin, så de kan sendes videre til mikroskopi. Paw lå i dyb og tryg søvn under operationsforløbet.

Til højre starter Sygeplejerske Pernille efterbehandlingen næsten før Paw er vågnet ved, at lægge kølende isposer på såret for at hæmme smerter og sårhævelse.

Jamen, så er der jo kun tilbage at komme sig. Paw vågner hurtigt og lægges, når han er færdig med den indledende behandling igen ned i sit bur til fred og ro, tryghed og varme.

Der var ballade med appetitten den første tid efter operationen - Paw døjede med at tåle det smertestillende, som kan hæmme appetitten, og har derudover altid haft sine egne kostvaner! - hen blev udskrevet på tredjedagen efter operationen.

Han er nu  med kærlig pleje i hjemmet , snart oppe på sin "kampvægt" igen. Bevægelserne bliver flottere og flottere, ryggen rettes ud igen  og han er atter begyndt at hoppe op af familien.

Derfor er diagnosen så vigtig:

Vi må endnu engang konstatere, at selvom tilstande kan se voldsomme og dramatiske ud, kan vi ikke dømme om et udfald før, vi har undersøgt tingene til bunds og det kan som i dette tilfælde kræve, at vi skal prøve at løse problemet for, at få et endeligt svar på diagnosen.

Vi prøver at underbygge og ramme så rigtigt vi kan, inden vi kaster os ud i en behandling, men vi må desværre erkende, at det kan være svært til fulde at garantere, at vi sejrer og at vi som med Paw, kan sende en glad og frisk patient hjem.

Af Gustaf Valentiner Branth