Onkologi er læren om kræftsygdomme. Kræft, der også kaldes
cancer, er sygdomme hvor kroppens celler deler sig abnormt. Cancer
kan ramme alle kroppens organsystemer og dermed give en lang række
symptomer.
Er cancer et problem hos vore
kæledyr?
Ligesom hos vi mennesker er cancer en stadig hyppigere diagnose
hos vores kæledyr. En opgørelse i Dansk Kennel Klubs medlemsblad
'Hunden' angiver cancer som den hyppigste sygdomsrelaterede
dødsårsag blandt danske hunde. I denne undersøgelse døde 14,5 % af
cancer. Der diagnosticeres også cancer hos katte, men her
forefindes endnu ingen egentlige statistikker.
På Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole er der nu oprettet et
cancerregister, der forhåbentlig kan give os yderligere viden om
forekomsten af cancer hos danske hunde og katte.
Læs mere om Dansk Veterinært Cancerregister
Hvordan stilles diagnosen cancer?
Eftersom cancer kan ramme forskellige organer og i forskellig
grad, er der også flere måder, hvorpå diagnosen kan stilles. Nogle
gange opstår mistanken ved at der opdages en knude. Den kan
undersøges ved, at der med en nål suges nogle celler ud, der kan
betragtes under mikroskop. Dette er dog ikke altid tilstrækkeligt,
så må der tages et større stykke eller eventuelt hele knuden, der
så kan undersøges af patologer på et laboratorium. Andre gange er
det blodprøver, røntgenbilleder, ultralydsscanning eller en
kombination heraf, der giver diagnosen.
Kan cancer behandles?
På dette spørgsmål er der intet entydigt svar. Nogle
cancerformer er forholdsvis godartede og kan helbredes med
operation. Andre kan være ondartede i varierende grad, hvorfor det
er nødvendigt med supplerende undersøgelser, før der gives et svar.
Først når der er sikker viden om cancerens type og udbredelse, kan
der gives en vurdering af mulighederne for behandling og forventet
udkomme.
Behandlingen af cancer kan både være kirurgisk og medicinsk. Men
ved nogle cancerformer er aflivning den eneste måde, hvorpå vi kan
hjælpe dyret ud af dets sygdom.
Onkologi på Bygholm Dyrehospital
Her på Bygholm Dyrehospital ønsker vi at kunne hjælpe vores
patienter, der er ramt af cancer bedst muligt. Derfor tilstræber vi
at tilbyde de diagnostiske tiltag, der i samråd med klienterne, kan
give det bedste grundlag til at træffe beslutning om behandling af
den individuelle patient.
For at forbedre vores viden og muligheder om diagnostik og
behandling af cancer, har dyrlæge Helle Johansen taget en treårig
efteruddannelse inden for onkologi.