Årsager og smitteveje
Leishmania er en parasit der er udbredt i landene omkring middelhavet. Parasitten overføres mellem hunde ved bid af inficerede sandfluer. Der kan gå op til 7 år efter smitten er sket før der udvikles symptomer.
Parasitten er ikke påvist i Danmark undtagen hos hunde der tidligere har befundet sig i middelhavsområdet.
Symptomer og sygdomsforløb
De fleste tilfælde af leishmaniose viser sig som hudproblemer. Det kan være pelstab, eksem og problemer med neglene. Der kan også udvikles feber, hævede lymfeknuder og påvirkning af indre organer der kan medføre blodmangel og nyresvigt.
Sygdommen kan være dødelig og der findes ingen helbredende behandling. Der er dog mulighed for behandling der kan holde sygdommen i skak.