Nu er vi kun 2 generationer tilbage. Mig Gry, min søster Frida og 2 af mine døtre Ida og Isabella.
Vores mor Emma døde for 3 uger siden. Hun var ellers en vaks gammel dame. Hun så godt ud – klart; en rigtig star og champignon som Emma, vil altid have udstråling uanset alder – hun var fysisk stærk og holdt snildt til gåturene langs havet og i plantagen. Desværre havde hun det sidste 3/4 år udviklet mere og mere grå stær på begge øjne, så hendes syn var nedsat.
Derfor gik hun sjældent i snor, selv når vi gik i plantagen. Hun havde det bedst, når hun kunne passe sit eget tempo og snuse sig frem. Så gik hun og hyggede sig og vi andre måtte pænt tage en pause ind imellem og vente på hende.
Pensionisttilværelse
Selvfølgelig tog vi hensyn til hende, og de dage, hvor turen virkelig bød på udfordringer, blev hun hjemme. Det var nu ikke populært, hun ville ikke snydes for det sjove. Når hun sov, sov hun så hårdt, at man direkte skulle vække hende, men så var hun til gengæld hurtigt oppe i gear igen. En rigtig pensionisttilværelse havde hun, og det faktum at såvel syn som hørelse var nedsat tog ikke hendes humør, selvom det hæmmede hende.
På grund af det nedsatte syn, gøede hun væsentligt mere end tidligere. Det er logisk. Der sker et eller andet, som hun måske ikke rigtig kan følge med i. Hvad gør man så? Man gør selvfølgelig for, at skræmme det ukendte væk og for at gøre opmærksom på sig selv.
Natteuro
Et andet hyppigt alderdomssymptom, som Emma nu ikke havde, er natteuro. På grund af nedsat syn og hørelse og dermed hæmmet orienteringsevne og også på grund af begyndende demens, kan man vågne om natten og være desorienteret. Det bevirker at man dels gør, og dels begynder at søge uroligt rundt.
Ved lidt mere fremtrædende demens kan hunden umotiveret pludselig stå og glo ind i et hjørne og ikke ane, hvor den er. Jeg har flere gange i vinter hørt far Gustaf og mor Mette diskutere, hvor længe de kunne de kunne få lov at beholde hende og hvornår de måtte vurdere, at staren havde svært ved at bevare sin værdighed. Heldigvis med samme resultat hver gang. Det var slet ikke endnu.
Ondt i øjet
Men pludselig en formiddag gik det galt. Om morgenen var hun totalt frisk, da far Gustaf kørte til Århus, men kort før middag begyndte hun at gnide sig i det ene øje. Hun havde rigtig ondt i det.
Mor Mette kørte på dyrehospitalet med hende, hvor Helle undersøgte øjet og fortalte, at linsen var luxeret. Det vil sige, den havde løsnet sig fra sin plads i pupillen og var smuttet ind i forreste øjenkammer. ØV. Det medfører en trykstigning i øjet – en grøn stær – og det gør ondt, rigtig ondt. Hvis linsen smutter bagud, kan øjendyrlægerne fjerne den og i visse tilfælde også hjælpe medicinsk. Men smutter linsen ind i forreste øjenkammer, er kun en terapi mulig. Nemlig at fjerne øjet.